Faciliteter

Børnehuset Bjerregrav er en institution med både børnehave og vuggestue i det lille landsbysamfund Øster Bjerregrav.

Børnehuset Bjerregrav har en velindrettet bygning, der har form som et kryds. Bygningen fremstår lys og indbydende.

I midten af bygningen har vi et stort fælles alrum, der ligger i åben forbindelse med køkkenet. Alrummet giver gode muligheder for fysisk aktivitet.

Hver stue har sin egen indgang. Her er børnenes garderoberum med plads til overtøj, fodtøj og en kasse til ekstra tøj.

Der er dejlige grupperum og toiletfaciliteter.

Vi har en vuggestuegruppe med 14 børn og en børnehavegruppe med 25-30 børn.

Legeplads

Vi har en stor, dejlig legeplads med muligheder for alsidige fysiske aktiviteter og udfordringer.

Vores udemiljø er et grønt kuperet område med græs, buske og træer.

Vi har sandkasser, klatreredskaber, rutsjebane, gynger, koldbøttestativ, fodboldbane, cykelbaner, bålplads, kælkebakke, jordstykke til at grave i, kampesten, legehuse, pilehytte m.m.

I et hjørne har vi et grønt vildnis med klatretræer og højt græs. Der er indrettet områder med vild natur, da vi har fokus på at skabe gode levesteder for krible krable-dyr.

Om sommeren er der kanalsystemer og kar til vandleg.

Vi har en lille urtehave, som børnene er med til at passe. Derudover er der også frugttræer og buske. Vi bruger urterne og frugterne i madlavningen i institutionen.

Vi har høns, som nyder godt af at få "godbidder" fra børnene.

Vi bruger legepladsen meget og har mange aktiviteter ude, f.eks. madlavning over bål, sang, bevægelseslege, kapløb, historielæsning, fodboldkampe, kreative sysler og spisning.

I sommerhalvåret er vi ude det meste af dagen, og om vinteren er vi ude minimum to timer om dagen.

Om sommeren slår vi parasoller og solsejl op, så børnene kan lege i skygge og undgå at blive solskoldede.

Vi udvikler løbende vores udemiljø og er opmærksomme på, at sikkerheden er i orden.

Nærområdet

Børnehuset ligger tæt på Bjerregrav Skole og Bjerregrav Hallen.

Vi har ladcykler, så vi sammen med børnene kan køre på tur i nærområdet.

  • Børn i Børnehuset Bjerregrav
    Børn i Børnehuset Bjerregrav
  • Vandbane i vuggestuen i Børnehuset Bjerregrav
    Vandbane i vuggestuen i Børnehuset Bjerregrav
  • Skovjordbær i plantekasse i Børnehuset Bjerregrav
    Skovjordbær i plantekasse i Børnehuset Bjerregrav
  • Børn i værksted i Børnehuset Bjerregrav
    Børn i værksted i Børnehuset Bjerregrav
1 / 5